Næstved Boldklub må hæve priserne
22. juli 2010
 |
| Det bliver i fremtiden lidt dyrere at gæste Næstved Stadion. |
Af Jesper Hallgren
Det er ingen hemmelighed, at Næstved Boldklub - ligesom alle andre fodboldklubber - fattes penge, og derfor bliver det i den kommende sæson lidt dyrere at gå til fodbold på Næstved Stadion.
Prisstigningen for voksne lyder på 20 kroner, mens børn (8-12 år) og pensionister slipper med det halve.
For de to kategorier koster det dermed fremover henholdsvis 100 kroner og 50 kroner at komme igennem tælleapparaterne til Næstveds hjemmekampe, hvor børn under 8 år fortsat vil have gratis adgang.
- Prisstigninger er aldrig populære, men det er nødvendigt for os efter flere år med uændrede takster, og sammenlignet med de andre 1. divisionsklubber er det altså ikke urimelige priser, vi har, fastslår Næstved Boldklubs formand, Peter Birk Pedersen.
For de trofaste Næstved-tilhængere er der på årsbasis dog mange penge at spare med et sæsonkort, der gælder til de 15 hjemmekampe i 1. division i sæsonen 2010/2011. Faktisk bliver prisstigningerne udlignet ved køb af sæsonkort, der koster 1.200 kroner for voksne (80 kroner pr. kamp) for voksne og 600 kroner for børn og pensionister (40 kroner pr. kamp).
I øjeblikket har Næstved Boldklub dog et endnu bedre tilbud. Som det fremgår i klubbens webshop kan et sæsonkort til voksne erhverves for blot 1.000 kroner, og det er tilmed med fem pølsekort og fem øl/vand-kort som en sidegevinst. Normalprisen er her 1.550 kroner, så der er her og nu altså 550 kroner at spare.
Af økonomiske årsager bliver kampprogrammet til hjemmekampene også dyrere. Efter en meget lang årrække, hvor programprisen har været 10 kroner, vil et kampprogram i den kommende sæson koste 20 kroner.
- Jeg synes, vi producerer et godt produkt med en masse informationer, men økonomien hænger desværre ikke sammen, hvis vi ikke hæver prisen, begrunder Peter Birk Pedersen, som håber og tror, at der vil være forståelse for, at klubben har foretaget disse prisstigninger op til den nye sæson.