Storkamp i Storhallen
2. februar 2012
Storkamp i Storhallen
Der er lagt op til et brag af en kamp, når Rommedahl, Krohn-Dehli og de øvrige Brøndby-profiler gæster Storhallen lørdag. Kampen skulle oprindelig have været spillet i Brøndby, men vejret har tvunget spillerne indendørs og dermed venter der tilskuerne i Næstved en fodboldoplevelse lørdag klokken 12.
I weekenden gav Næstved-spillerne prøver på offensiv skarphed, da Serie 1 holdet Sorø Freja blev sendt hjem med et 7-1 nederlag. Lørdag er det helt andre kvaliteteter det gælder, når superligaholdet Brøndby løber ind på den nyrenoverede kunstgræsbane på Nygaardsvej.
"Vi kommer formenligt under et gevaldigt pres og det er sundt at få testet, hvordan vi står defensivt. Også taktisk bliver kampen en interessant affære. Vi skal vise vi er i stand til at modstå et stort tryk", siger Næstved-cheftræner Klavs Rasmussen forud for kampen, hvor tilskuerne kan glæde sig over nytilkomne Ricki Olsen føre sig frem i den grønne trøje. Også Søren Jensen, der kommer fra Lolland-Falster Alliancen, kan se frem til spilletid mod Rommedahl & Co.
Brøndby, der netop har hentet den tidligere Næstved spiller, ligalandsholdspilleren Simon Makienok Christoffersen i HB Køge, er langt inde i forberedelserne forud for sæsonstarten 4. marts mod Sønderjydske. Klubben havde et problematisk efterår, så mon ikke de tørster efter at vise klassen i foråret.
Der venter i hvert fald tilskuerne en oplevelse i Storhallen på lørdag klokken 12.
"Fin, fin bane, men Storhallen er et koldt sted at spille fodbold", siger Klavs Rasmussen. Så husk de lange underbukser, hvis du vil ud og se bold lørdag.
Der kan købes både kolde og varme drikke - der bliver nok mest efterspørgsel efter de varme varer....